Darwin og Lamarck
Intelligentdesign.dk’s postering den 28. august (Derfor evolution!) har affødt en kommentar fra Torben, en debattør på www.skabelse.dk. Torben skriver:
“Hvorfor skriver du, at Darwin argumenterede for nedarvning af erhvervede egenskaber, når det, Darwin er verdensberømt for, nedarvning med modifikation, er en mod-hypotese til Lamarcks?”
Dette bringer os ind på et interessant emne i forbindelse med Darwins person og hans teorier. Hele dette emne blev i øvrigt diskuteret i Origo nr. 93 (maj 2005) af Jostein Andreassen. Jeg har hentet det meste af det følgende derfra.
Jean-Baptiste Lamarck (1744-1829) var en fransk naturforsker og sikkert den første til at opstille en teori om arternes oprindelse og udvikling fra en fælles stamfader. Han foreslog primært, at de egenskaber, et individ erhverver sig, videreføres til dets efterkommere. Darwin læste Lamarck i sine unge dage. Spørgsmålet er, var han påvirket af hans ideer? Skal vi tro Darwin selv, er svaret, “Nej, på ingen måde.” Han omtaler Lamarcks ideer som ‘vrøvl’, og hans bøger som ‘intetsigende’, som han ‘ikke fik noget ud af’.
Det paradoksale er, at selv om Darwin præsenterer sine ideer som noget helt andet end Lamarcks, er det i bund og grund præcis Lamarcks ideer, han gentager. Flere historikere har påpeget dette nærmest selvfornægtende dobbeltforhold, som Darwin havde til Lamarck, og prøvet at forstå, hvad grunden til det var.
Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at Darwin mener, at erhvervede egenskaber er den vigtigste faktor, som skaber den for udviklingen nødvendige variation i en art. I Arternes oprindelse bruger han flere kapitler på at diskutere, hvordan brug og ikke-brug af organer påvirker artens udvikling. Her er et par eksempler:
”Den store og nedarvede udvikling af køers og geders yvere i lande, hvor de jævnligt malkes, i sammenligning med disse organers tilstand i andre lande, er et eksempel på, hvordan brug [af organer] påvirker [udviklingen].” [Arternes oprindelse, kap. 1]
”Af de ting, jeg har hentydet til i første kapitel, tror jeg ikke, der kan herske megen tvivl om, at brug af visse dele hos vores tamdyr styrker og forøger disse dele, og at manglende brug af dem formindsker dem, og at sådanne modifikationer nedarves.” [Arternes oprindelse, kap. 5]
I alt bruger Darwin ordene brug og ikke-brug og afledninger deraf 183 gange i Arternes oprindelse. Brug og ikke-brug af organer og viderefølsen af de erhvervede egenskaber er kernen i Darwins arvelighedsteori.
Man ved nu, at Darwin (og Lamarck) tog fejl. Erhvervede egenskaber nedarves ikke. Man kan gå til vægtløftning, til man har muskler af stål, men ens børn fødes ikke med større muskler af den grund. Selv om kvinder i visse afrikanske stammer gør deres læber og ører mange gange større ved at hænge vægte i dem (et naturligt skønhedssymbol i disse kulturer), fødes deres piger stadigvæk med samme størrelse læber og ører som piger alle andre steder i verden. Darwin havde ikke ret i, at køer som art får større yvere ved at blive malket, eller at en art, der udsættes for koldt vejr, derved udvikler egenskaber som tykkere pels, tykkere fedtlag og højere stofskifte, der påvirker forplantningsorganerne og føjes til artens arvemasse. Darwin troede, at klimaet fik tolerancen imod kulde til at opstå, men det er forkert. Den naturlige udvælgelse eliminerede blot de individer, der manglede de nødvendige egenskaber. Hverken naturlig udvælgelse eller kulde skaber nye egenskaber.
Darwin vidste ikke, hvordan arvelighed fungerer. Det indrømmede han selv: ”Lovene, der styrer arveprocessen, er helt ukendte.” [Arternes oprindelse, kap. 1] Tiden viste, at det meste af det, han troede om arvelighed, var forkert. For at acceptere Darwins teori måtte folk på hans tid tro på ting, ingen forstod.
For at acceptere Darwins teori i dag må folk tro på ting, der går imod fastslåede videnskabelige kendsgerninger. Trods det er ideen om erhvervede egenskabers nedarvning fortsat udbredt, selv i uddannede kredse, som eksemplet i forgårs fra www.derforevolution.dk viste. Eksemplet er ikke enestående. Her er et andet nutidigt eksempel på en professor, der hævder, at hvis man tænker meget, får man børn med større hjerner:
”Drivkraften, der ser ud til at have fremskyndet vores hjernes vækst, er en ny form for stimulans: sprog, tegn, fælles minder – alt sammen kulturelle elementer. I takt med at vores kulturer udviklede sig i kompleksitet, gjorde vores hjerner det også, hvilket igen førte vores kulturer til nye niveauer af kompleksitet. Større og klogere hjerner førte til mere komplekse kulturer, der igen førte til endnu større og klogere hjerner.” (Dr. Wills i bogen The Runaway Brain fra 1993. Igen citeret af den verdenskendte palæontolog Richard Leakey i The Origin of Humans fra 1994)
Den uinformerede ide om erhvervede egenskabers videreførelse igennem arv (også kaldet ’pangenese’) spøger altså stadigvæk blandt verdens førende evolutionister, selv om den blev videnskabeligt afvist og opgivet for over 100 år siden ved genetikkens og neodarwinismens fremkomst. Den stammer som sagt fra Lamarck, og Darwin overtog den, selv om han frasagde sig enhver forbindelse til Lamarck.
