Lamarckisme og erhvervede egenskaber
Evolutionisten, en debattør på Jesusnets debatside, protesterer imod, at jeg efter hans opfattelse fejlciterer Dr. Wills i min postering den 30.8.05. Det kan man diskutere. Måske stiller jeg tingene lidt på spidsen, men Dr. Wills siger i hvert fald:
“Drivkraften, der ser ud til at have fremskyndet vores hjerners vækst, er en ny form for stimulans: sprog, tegn, fælles minder - alt sammen kulturelle elementer. I takt med, at vores kulturer udviklede sig i kompleksitet, gjorde vores hjerner det også, hvilket igen førte vores kulturer til nye niveauer af kompleksitet. Større og klogere hjerner førte til mere komplekse kulturer, der igen førte til endnu større og klogere hjerner.”
Denne passage kan jeg ikke få til at lyde som andet end en form for lamarckisme. En ydre stimulans er ifølge Dr. Wills årsag til fremvæksten af en mere og mere intelligent hjerne. Det kan da kun forstås som, at den intelligente hjerne opstår på grund af en ydre stimulans og reaktionen derpå.
Pointen er jo, at den intelligente hjerne eller generne til den oprindeligt ikke eksisterer i vores forfædre. Hvad forårsager da de nye egenskaber, der i dette tilfælde bliver til en intelligent hjerne? Ifølge Dr. Wills på grund af en ydre stimulans. Er det ikke neolamarckisme?
Her er det vigtigt at forstå, at blot ved at blive ved med at udvælge (naturligt eller kunstigt) de mest intelligente blandt en arts individer, får man ikke en art med superhjerner af den grund. Der er grænser for, hvor langt man fremavle en arts egenskaber. Dette er selvfølgelig endnu et sted, hvor Darwin tog fejl. Han mente, at de mangfoldige arter er opstået ved naturens egen fremavl på samme måde, som de forskellige husdyrracer er opstået igennem menneskets kunstige fremavl. Han sluttede, at hvis mennesket på nogle få tusinde år kan skabe så store raceforskelle indenfor f.eks. duer, køer eller hunde, hvor meget kan naturen da ikke gøre over mange millioner af år? Det er selvfølgeligt umiddelbart en plausibel ide, som man ikke kan klandre Darwin for.
Efterfølgende forskning viste imidlertid, at der er grænser for, hvor langt man kan fremavle en art. En indflydelsesrig forsker i årene efter Darwin var planteforædleren Luther Burbanks, der konstaterede, at der er grænser for avl. Han skrev: “Jeg ved af erfaring, at jeg kan udvikle en blomme på en halv tomme eller på to-og-en-halv tomme med alle mulige størrelser ind imellem, men jeg skal villigt indrømme, at det er håbløst at forsøge at få en blomme på størrelse med en lille ært eller på størrelse med en grapefrugt. Jeg har roser, der blomstrer temmelig stabilt i seks måneder om året, men jeg har ingen, der blomstrer i tolv, og vil aldrig få det. Kort sagt er der grænser for den mulige udvikling.”
Med Georg Mendel og genetikkens fremkomst opdagede man, at naturlig eller menneskeskabt avl og forædling kun kan flytte rundt med allerede eksisterende arveanlæg (gener). En art er nødt til at få tilført helt nye gener for at få nye egenskaber. Spørgsmålet er altså, hvor kommer de nye egenskaber fra? Neodarwinismen, der erstattede darwinismen, hævder, at det er små genetiske punkmutationer, der akkumuleres til radikalt nye arveanlæg, men den teori er aldrig blevet blot tilnærmelsesvis underbygget, og det meste taler imod den.
Faktisk har dette helt fundamentale spørgsmål aldrig fået et tilfredsstillende evolutionistisk svar, og derfor ser man, at når evolutionister, som i dette tilfælde med Dr. Wills, forsøger at redegøre for, hvordan nye arveanlæg opstår, ender de for det meste i en eller anden form for dårligt tilsløret lamarckisme.
