Darwin og Popper
Philip Johnson kritiserer i Darwin on Trial (Johnson 1993) darwinismen og evolutionsteoriernes tilhængere for pseudo-videnskabelig metodologi. I den forbindelse kommer han ind på den østrigste videnskabsteoretiker Karl Poppers videnskabskriterier om ‘falsifikation’, dvs. princippet om, at en videnskabelig teori skal opstilles, så den vil blive modbevist, hvis visse observationer ikke falder ud til dens fordel.
Karl Popper kritiserede, at en teori, der tilsyneladende forklarer alting og bekræftes af alting, i virkeligheden ingenting forklarer. Han brugte marxisme og Freuds psykoanalyse som eksempler på pseudo-videnskabenskabelige teorier. Hvis lønningerne faldt, så marxisterne dette som en bekræftelse af, at kapitalisterne udbyttede arbejderne, som Marx havde forudsagt det, og hvis lønningerne steg, så de, at kapitalisterne forsøgte at redde et råddent system ved at bestikke arbejderne, hvilket Marx også havde forudsagt. En psykoanalytiker så det som en bekræftelse af Freuds teori, hvis en mand begik mord, og også, hvis den samme mand ofrede sit liv for at redde et andet menneske. Teorierne var opstillet således og blev forsvaret af deres tilhængere på en sådan måde, at ingen observation eller hændelse kunne modbevise teorierne, og alting blev set som yderligere bekræftelse af dem.
Popper påpegede kontrasten imellem Marx’ og Freuds metodologi på den ene side og Albert Einsteins på den anden. Einstein opstillede frygtløst en række forudsigelser for sin generelle relativitetsteori, som, hvis disse forudsigelser viste sig at være forkerte, ville blive fældet. Freudianerne og marxisterne søgte på den anden side kun efter bekræftende observationer og gjorde samtidigt deres teorier så fleksible, at alting kunne bekræfte dem. Marx selv kom med nogle specifikke forudsigelser med hensyn til kapitalismens uundgåelige kriser, men da de forudsagte hændelser ikke skete, reagerede hans tilhængere ved at tilpasse teorien, så den stadig ‘forklarede’, hvad der var sket.
Evolutionsteorien og dens forsvarere praktiserer ifølge Philip Johnson en tilsvarende pseudo-videnskabelig metodologi. Alting bliver set som en bekræftelse af Darwins teori, der bliver ikke opstilliet nogle kriterier for dens eventuelle tilbagevisning, og teorien er flere gange blevet omformuleret for at give plads til ikke-forudsete observationer. For eksempel går manglen på mellemformer i fossillagene stik imod Darwins egne forudsigelser, men i stedet for at indrømme, at teorien er blevet modbevist, føjes der ad-hoc-teorier (såsom ‘punctuated equilibrium’) til den oprindelige teori for at forklare, hvorfor teorien alligevel er korrekt, selv om dens forudsigelser ikke holder stik.
Denne postering er direkte foranlediget af et indlæg på skabelses.dk’s debatforum af Lars Bj., der giver et nyligt forskningsresultat, som han mener underbygger evolutionsteorien (se her). Jeg vil nok kommentere hans konkrete eksempel i en senere postering, men her nøjes jeg med at argumentere for, at man altid kan finde eksempler, der understøtter en hvilken som helst teori. Der er folk, der mener, at jorden og dens liv kun er 6000 år gammelt. For de fleste af os lyder det absurd, men tro ikke, at der ikke er noget, der støtter denne opfattelse. Faktisk er der mange fysiske observationer, der kan tolkes som, at Jorden har en ung alder.
Men i navn af naturvidenskab at søge efter fysiske observationer, der bekræfter en på forhånd given teori, er ikke naturvidenskabelig metodologi. Det er snarere et forsøg på at forsvare en bestemt ideologi og kaldes apologese. Ifølge Philip Johnson er evolutionsteoriens forsvarere på samme måde engageret i apologese. Evolutionsteorien er det givne udgangspunkt, og dens forsvareres ‘videnskabelige’ bestræbelse består i at søge efter observationer, der bekræfter teorien. Drev de virkelig videnskab, ville de undersøge deres teori for det, som vil tilbagevise den, og frimodigt og åbent forske i, om teorien virkelig holder.
