Artsdannelse
Torben protesterer voldsomt på skabelse.dk imod mit indlæg om heste (11.9.2005). Han citerer først
“If Kathleen Hunt wishes to prove that horses have evolved she must first prove that speciation takes place, not merely assert it in passing because it happens to be one of Darwinism’s articles of faith.” [’Hvis Kathleen Hunt ønsker at bevise, at heste har udviklet sig, må hun først bevise, at artsdannelse finder sted, ikke blot fastslå det i forbifarten, blot fordi det tilfældigvis er en af darwinismens trossætninger’]”
og herefter skriver han, “[Dette er] helt ude i hampen. Artsdannelse er observeret mange gange.”
Torben fortsætter med at referere til en artikel på talkorigins.org med titlen Observed Instances of Speciation (’Observerede tilfælde af artdannelse’) af Joseph Boxhorn. Artiklen ser imponerende ud ved første øjekast, men man får sig en lille overraskelse, når man læser den. Man venter naturligvis at se en liste over videnskabeligt observerede og dokumenterede artsdannelser. Overraskelsen er derfor ikke lille, når man opdager, at forfatteren ikke er i stand til at give et eneste eksempel på ægte artsdannelse! Godt nok opremser Boxhorn en række videnskabelige observationer, men ikke en eneste af disse kan betegnes som ‘artsdannelse’ i den darwinistiske forstand.
Boxhorn bruger først en masse plads på diskussion af begrebet ‘art’. Kort sagt er der en stærk definition af Theodosius Dobzhansky og en svag definition af Ernst Mayr. Dobzhanskys stærke definition er,
“Det stadie i evolutionært fremskridt, på hvilket de engang reelt eller potentielt krydsende rækker af former delte sig i to eller flere rækker, der er fysiologisk ude af stand til at krydse sig med hinanden.”
Mayrs svage definition lyder: “Grupper af reelt eller potentielt krydsende naturlige populationer, der er reproduktivt isolerede fra andre sådanne grupper.”
Bemærk, at den stærke definition kan verificeres i et laboratorieeksperiment eller ved et kunstigt insemineringeksperiment, imens den svage definition taler tvetydigt om ‘reproduktiv isolation’, hvor det er op til den enkelte selv at vurdere, om der er tale om ‘reproduktiv isolation’, og selv fastsætte kriterierne for, hvad der skal lægges i ordene ‘reproduktiv isolation’.
Boxhorn bruger herefter en masse ord på at diskutere problemerne med at fastslå definitionen af en art, og hvor vanskeligt det er eksperimentelt at skulle arbejde med Dobzhanskys stærke artsdefinition. Dette er ifølge ham selv hans grund til at definere en art i henhold til Mayrs svage definition, hvilket også er et heldigt valg for ham, for med den stærke definition havde han ikke haft et eneste eksempel til sin liste.
Nu kommer så det store spørgsmål, hvad Boxhorn vælger at forstå ved ‘reproduktiv isolation’. Han skriver derfor: “Behavioral isolating mechanisms rely on organisms making a choice of whether to mate and a choice of who to mate with.” Hvis man forstod hans engelske, ved man nu, at han mener, at hvis to individer vælger ikke at parre sig, er de ifølge hans definition ‘reproduktivt isolerede’ og dermed to forskellige arter. Værsågod, en artsdannelse har fundet sted!
Her kommer der et helt naturligt spørgsmål. Mener Boxhorn i fuldt alvor, at hvis en lille pekingeser og en stor grand danois mødes, er de to forskellige arter, fordi de vælger helt sikkert ikke at parre sig med hinanden? I hvert fald er de ifølge hans definition ‘reproduktivt isolerede’. Ikke desto mindre regnes de fortsat af alle - videnskabsfolk såvel som lægmand - blot for varieteter indenfor samme art, Canis familiaris. Dette kan man bekræfte ved f.eks. at inseminere en grand danois-hun med sæd fra en pekingeser-han.
Tager man finkerne på Galapagos Øerne, vil man opdage det samme. De forskellige finker på de forskellige øer varierer betydeligt, men skønt de normalt ikke ‘vælger’ at parre sig med hinanden, er de i stand til det og får frugtbart afkom som resultat deraf. At de fysiologisk er i stand til at krydse sig med hinanden, viser, at de ikke er 13 forskellige finkearter, men 13 varieteter af samme art. Selv om de ifølge Boxhorns svage definition skulle være forskellige arter, er de det på ingen måde ikke.
Fordi Boxhorn vælger en svag artsdefinition, er han herefter i stand til at give en række eksempler på ‘artsdannelse’, som han kalder det. Han kombinerer det hele med en ekstra lille finte. I planteverdenen sker det somme tider, at en plante giver ophav til en radikalt anderledes plante som resultat af såkaldt polyploidi eller kromosom-mutation. Somme tider resulterer dette i en fordobling af plantens kromosomtal. Nu skal det med det samme indrømmes, at her er der virkelig tale om en artsdannelse, selv efter Dobzhanskys stærke definition. Det er fysiologisk umuligt for den nye plante at krydses med individer fra den oprindelige art. Men ingen darwinist, der ved, hvad han taler om, vil nogensinde hævde, at polyploidi plus naturlig udvælgelse er drivkraften i evolutionen. Polyploidi har at gøre intet med de genmutationer, som darwinisterne hævder er evolutionens drivkraft. Endvidere har polyploidi kun relevans blandt planter.
Så hvorfor nævner Boxhorn overhovedet polyploidi? Er det, fordi han har intet valg, hvis han overhovedet skal have nogle eksempler på ægte artsdannelse på sin liste?
Lad os kort gennemgå Boxhorns eksempler, 31 i alt. Han starter med 9 eksempler (nummereret 5.1.1.1 til 5.1.1.9) på polyploidi blandt planter. Som nævnt har dette ingen relevans til diskussionen af, hvorvidt den slags genetiske mutationer, som ifølge darwinisterne giver ophav til nye arter, er videnskabeligt observerede og dokumenterede.
Under 5.1.2 skriver Boxhorn, at i modsætning til den almindelige opfattelse foreslås det i nogle afhandlinger, at polyploidi også kan spille en vis rolle i dyreriget. Han lover at skrive mere om det i næste version af sit essay, som desværre aldrig har set dagens lys (Hans essay er fra 1995). Og selv om han kunne opvise sådanne eksempler, har de som sagt ingen relevans i denne sammenhæng.
Herefter giver han et par eksempler fra planteverdenen på, hvad han anser for artsdannelser, der ikke involverer polyploidi. I eksempel 5.2.1 ændrer han artsdefinition og hævder, at forskel i art kan fastslås ved at tælle arters frø eller pollen. Der er ingen dokumentation af hverken planternes ‘reproduktive isolation’ eller reelt manglende evne til at krydse sig med hinanden.
I 5.2.2 hævder han, at fordi to majsvarieteter ‘næsten’ opnåede ‘reproduktiv isolation’, er der tale om en artsdannelse. Næsten er dog ikke godt nok. Endvidere anvender han her sin foretrukne ‘reproduktive isolation’ som artsdefinition.
I 5.2.3. får vi endnu en artsdefinition, tolerance overfor et giftstof. En varietet af en abeblomst udviklede resistens imod kobber. Ingen diskussion af, hvorvidt de to varieteter er i ‘reproduktiv isolation’ for ikke at tale om at være fysiologisk ude af stand til at krydse sig med hinanden. Hvor er eksemplet på artsdannelse her?
I afsnit 5.3 diskuterer Boxhorn bananfluer. 5.3.1 må vist være en overseelse eller ligefrem en vittighed. Han skriver, at de omtalte stammer af bananfluer krydsede sig med hinanden og fik frugtbart afkom og fortsætter med at kalde dem et eksempel på artdannelse (”Sover du, kære læser,” spørger Boxhorn vist her.).
I 5.3.2 er der ingen dokumentation af, hvorvidt det var umuligt for de to nævnte stammer ikke at krydse sig med hinanden, kun at de valgte ikke at gøre det. Nr. 5.3.3-8 plus 5.4.1-2, 5.5.1-2, 5.6, 5.7 og 5.8 er ligeledes alle eksempler på artsdannelse ifølge den svage artsdefinition, der som allerede vist ikke kan være grundlag for virkeligt at kunne fastslå, om der har foregået en artsdannelse.
I 5.9.1-2 diskuterer han et par uklare tilfælde, og han skriver “Do these represent speciation events? The answer depends on how species is defined.” At Boxhorn venter med dette spørgsmål til allersidst, er lidt sjovt, da det samme spørgsmål med lige så god ret kan stilles om samtlige de andre eksempler, han er kommet med.
Konklusionen er, at hans liste indeholder ikke et eneste ægte eksempel på artsdannelse. Det er ret påfaldende for en artikel med titlen ‘Observerede tilfælde af artsdannelse’.
En anden påfaldende ting er, at han ikke nævner hestens udvikling som et eksempel på artsdannelse. Har han ikke hørt om den, eller er han trods alt så velinformeret, at han udmærket ved, hvor tyndt det videnskabelige grundlag for hestens artsdannelse er ?
PS. Informationen til denne artikel stammer for størstedelens vedkommende fra Richard Miltons diskussion af emnet her
