Det lyder tilforladeligt, MEN…

17. oktober 2005

Vi modtager jævnligt kommentarer og forslag til indholdet på vores ID-blog. Tak for det, og gerne flere af slagsen!

I dag sendte Dr. S. Nærvig-Jensen følgende til www.intelligentdesign.dk:

Det lyder umiddelbart tilforladeligt, sådan som du argumenterer på din hjemmeside.
MEN
på bundlinjen er det ren kreativisme der kommer ud af det!

Jeg kan ikke se andet end at alle fossile fund efter ID-opfattelsen enten er blændværk, eller
designede former der af en eller anden grund er forsvundet fra vores Jord. Måske var deres design ikke intelligent nok?

I kalder det en teori. Men det er ikke nogen teori, for en teori må bunde i forskningsmæssige resultater og må kunne holde stand over for nye iagttagelser. Hvis jeg skulle være venlig - hvilket i grunden er min natur - ville jeg højest gå med til at tale om en hypotese - altså et forsøg på at forklare iagttagelser.
En teori indeholder uvægerligt et udsagn om fremtidige iagttagelser, ihvertfald hvis man beskæftiger sig med de eksakte videnskaber. Hvis den ikke gør det, er det ingen teori, men en beskæftigelse med materialet på metaplanet, og det er noget helt andet.

Kort sagt: på hvilke selvstændige naturvidenskabelige (biologiske, fysiske osv.) iagttagelser bygger I jeres teori om det intelligente design. Eksemplerne på hjemmesiden relaterer sig mestendels til arkæologiske iagttagelser som i sig selv drejer sig om intelligent design. Men det er metodologisk set meget dristigt at generalisere dem til at omfatte hele universet.

Jeg deltager gerne i diskussion af emnet og lader mig selvfølgelig også overbevise af argumenter og teoretiske funderinger.

Med venlig hilsen
Dr. S. Nærvig-Jensen

*****

Mit svar på Dr. Nærvig-Jensens indlæg følger i morgen. LAJ.

Postet af Leif Asmark Jensen kl.19:33