IntelligentDesign.dk

I forbindelse med Darwins udviklingsteori og specielt dens implikationer for menneskets afstamning fik en begivenhed mere end noget andet en afgørende betydning for teoriens accept: fundet af Java-mennesket, også kaldet Pithecanthropus erectus.

Sidst i det 19. århundrede var mange videnskabsmænd overbeviste om, at moderne mennesker havde eksisteret så langt tilbage som for 5 eller 10 millioner år siden og måske endog tidligere. Men denne opfattelse mistede sin kraft, da nyheden om et bemærkelsesværdigt fossil fra Java blev kendt. Dette illustreres eksempelvis af den skæbne, der blev fundene i de californiske guldminer til del. J.D. Whitney, Californiens statsgeolog, var her stødt på mange millioner år gamle redskaber og menneskefossiler. Disse fund endte med at blive forkastet og glemt, fordi man med fundet af Java-mennesket hævdede at stå med en 800.000 år gammel overgangsform imellem abe og menneske, hvorfor det moderne menneske umuligt kunne være ældre end det.

Trods det er fundet af Java-mennesket i sig selv en speget affære, som det er værd at se på, specielt i betragtning af den betydning, fundet fik.

Eugene Dubois og Pithecanthropus

Midt inde på Java ligger landsbyen Trinil, og nær Trinil løber floden Solo. Her fandt hollænderen Eugene Dubois i 1891-93 i en flodbrink de fossiler, der dannede grundlag for Pithecanthropus erectus. I den tørre årstid i 1891 foretog Dubois udgravninger på Solos bred. I september fandt hans arbejdere blandt mange fossile dyreknogler en primattand. Dubois mente, at den kom fra en uddød kæmpechimpanse og bad arbejderne grave videre. I oktober fandt de, hvad der lignede et skildpaddeskjold, men da Dubois undersøgte det, så han, at det var den øverste del af et kranie. Hovedskallen var stærkt fossilleret og havde samme farve som den vulkanske jord. På grund af fundets mest iøjnefaldende træk, de store, fremstikkende øjenbrynsbuer over øjenhulerne, formodede Dubois, at det var en abe.

Regntiden kom og satte en stopper for arbejdet. I sin redegørelse over udgravningen for det år antydede Dubois ikke, at hans fossiler kom fra en overgangsform til mennesker.

I august 1892 vendte Dubois tilbage, og blandt knogler af rådyr, næsehorn, hyæner, krokodiller, svin, tigre og uddøde elefanter fandt han en fossil menneskelig lårknogle. Denne lårknogle lå 15 meter fra stedet, hvor hovedskallen var fundet året i forvejen. Senere blev endnu en kindtand fundet 3 meter fra hovedskallen. Dubois mente, at kindtænderne, hovedskallen og lårknoglen kom fra samme dyr, som han stadig anså for en uddød kæmpechimpanse.

Dubois vidste, at Darwins modstandere hele tiden påpegede den næsten fuldstændige mangel på fossilbeviser for menneskets udvikling. Den tyske videnskabsmand Ernst Haeckel havde imidlertid forudsagt, at knoglerne fra en virkelig mellemform en dag ville blive fundet. Haeckel havde sågar allerede givet den navnet Pithecanthropus (fra græsk pitheko, abe, og anthropus, menneske).

I 1963 skrev Richard Carrington i sin bog A Million Years of Man: “Dubois hældte først til, at hovedskallen og tænderne tilhørte en chimpanse til trods for, at der ikke kendtes til beviser for, at denne abe eller nogle af dens forfædre nogensinde havde levet i Asien. Men efter flere overvejelser og korrespondence med den store Ernst Haeckel, professor i zoologi ved universitet i Jena, erklærede han, at de tilhørte et væsen, der syntes fortræffeligt egnet til rollen som ‘the missing link’.”

I 1894 offentliggjorde Dubois en fuldstændig afhandling over sit fund, som han nu havde givet navnet Pithecanthropus erectus. Han skrev: “Pithecanthropus er den overgangsform, som der ifølge evolutionsdoktrinen må have eksisteret imellem mennesket og menneskeaberne.”

Hvad andet end påvirkning fra Haeckel fik Dubois til at slutte, at hans fund var en overgangsform imellem aber og mennesker? Rumfanget for Pithecanthropus-hovedskallen lå imellem 800–1000 cm3. Moderne aber har et gennemsnit på 500 cm3, imens moderne menneskekraniers gennemsnit er på 1400 cm3. Dubois sluttede en evolutionær sammenhæng ud fra det. Dubois noterede dog, at skønt hovedskallen var abelignende, var lårknoglen næsten menneskelig. Ifølge Dubois viste dette, at Pithecanthropus havde gået oprejst, hvorfor den fik artsnavnet erectus.

Da Dubois i 1895 vendte tilbage til Europa for at udstille sit fund, rendte han ind i en storm af kritik. Selv om nogle som Haeckel var begejstret ud over alle grænser, tvivlede de fleste videnskabsmænd på at, knoglerne kom fra samme væsen. Lårknoglen blev fundet hele 15 meter fra hovedskallen i en aflejring med hundredvis af andre dyreknogler. Hvordan kunne man slutte, at de kom fra samme individ eller sågar fra samme art?

I december 1895 samledes eksperter fra hele verden i Berlin for at tage stilling til Dubois’ fund. I den polemikfyldte diskussion sagde den schweiziske anatom Kollman, at individet var en abe. Dr. Virchow, sagde, at lårknoglen var fuldstændig menneskelig, og tilføjede: ”Hovedskallen har en dyb sutur [en sammenstødslinie imellem to knogler] imellem øjenhulernes lave hvælving og øvre kanter. En sådan sutur finder man kun hos aber, ikke hos mennesker. Derfor må skallen tilhøre en abe…Lårknoglen har ikke den mindste sammenhæng med hovedskallen.” Denne opfattelse stod i skarp kontrast til Haeckel og andre, der var overbeviste om, at Dubois’ Java-menneske var en menneskelig forfader.

Selenka-ekspeditionen

For at få en afklaring ledte Professor Lenore Selenka fra Münchens Universitet i 1907–1908 en ekspedition til Java. Skønt Selenkas hold af geologer og palæontologer sendte 43 kasser fossiler tilbage til Europa, indeholdt de ikke et eneste Pithecanthropus-fossil. Ekspeditionen fandt dog spor af menneskelig tilstedeværelse i Trinil-aflejringen – spaltede dyreknogler, trækul og ildsteder – hvilket fik Lenore Selenka til at slutte, at mennesker og Pithecanthropus erectus var samtidige. Implikationerne af alt dette var og er stadigvæk et problem for en evolutionær tolkning af Dubois’ fund af Pithecanthropus. Selena-ekspeditionen fandt også en mindst 2 millioner år gammel mennesketand.

Dubois trækker sig

Pithecanthropus erectus forblev kontroversiel, men alligevel blev fundet brugt til at miskreditere alle fund, der tydede på eksistensen af mennesker i Tertiærtiden. Et eksempel er de allerede nævnte fund af stenredskaber og fossiler i de californiske miner.

På et tidspunkt blev Dubois så træt af den blandede modtagelse, hans fund havde fået, at han gemte både sig selv og sine fund fra offentligheden indtil 1932. Dette år kompliceredes sagen endnu mere. Under en gennemgang af en kasse med fossilknogler på Leiden-museet i Holland fandt Dr. Bernsen og Eugene Dubois hele tre lårknogler mere. Kassen indeholdt fund, der skulle være gravet frem i 1900 af Dubois’ assistent, Hr. Kriele, fra samme sted, hvor Dubois’ gjorde det første fund af Java-mennesket. Dubois var ikke til stede, da lårknoglerne blev fundet, og havde derfor ikke kendskab til deres nøjagtige placering.

De ekstra lårknogler har vigtige implikationer for Dubois’ oprindelige fund. Med yderligere tre menneskelignende lårknogler mister teorien om, at den første lårknogle og hovedskallen hørte sammen, sin kraft. Hvor var de andre kranieskaller? Hvad med den fundne kranieskal? Tilhører den virkelig den lårknogle, der blev fundet 15 meter fra den, kommer den fra en af de andre lårknogler eller slet ikke fra nogen af dem?

Eugene Dubois selv sluttede på sine gamle dage, at hans elskede Pithecanthropus-kranieskal tilhørte en stor gibbon, som ikke skulle være tæt beslægtet med mennesket. Men nu, dvs. sidst i 30’erne (Dubois døde i 1940), var det tidligere så skeptiske videnskabelige samfund ikke parat til at sige farvel til Java-mennesket, der var blevet en integreret del af historien om menneskets oprindelse. Dubois blev afskrevet som en sær gammel mand.

Von Königswalds fund

I 1931 blev Gustav von Königswald sendt til Java med det udtrykkelige formål at finde flere spor af Pithecanthropus erectus. I 1934 rejste han til Sangiran, en lokalitet vest for Trinil på Solo-floden, sammen med adskillige javanesiske arbejdere inklusive sin uddannede indsamler Atma.

Von Königswald skrev: “Der var stor jubel og glæde i landsbyen over vores ankomst. Mændene samlede alle kæberne og tænderne, de kunne få fat på, og tilbød at sælge dem til os. Selv kvinderne og pigerne, der normalt er så tilbageholdende, tog del.” Man kan næppe bebrejde en kritisk videnskabsmand i at blive en smule mistænksom ved den beskrevne scene, specielt i lys af, at de fleste fund, der tilskrives von Königswald, blev gjort af lokale landsbyfolk og indfødte samlere, der blev betalt stykvis for hvert fossil.

I 1935 under den verdensomspændende depression blev von Königswald afskediget fra Javas Geologiske Undersøgelser, men han og hans tjener Atma fortsætte ufortrødent i Sangiran ved hjælp af midler fra hans hustru.

I denne periode blev der fundet, hvad der synes at være den højre halvdel af en overkæbe fra en voksen Pithecanthropus erectus. Von Königswald har tilsyneladende ikke redegjort for, hvordan dette eksemplar blev fundet, men i 1975 sagde den britiske forsker K. P. Oakley, at fossilet blev fundet i 1936 på overfladen af blotlagte søaflejringer øst for Kalijoso af nogle af Königswalds indsamlere. Som et overfladefund er kæbens alder uvis.

I 1936 fik den arbejdsløse von Königswald også en usædvanlig gæst, Pierre Teilhard de Chardin, en verdenskendt arkæolog, der havde deltaget i udgravningerne af Beijing-mennesket. Under sit besøg rådede Chardin von Königswald til at skrive til John C. Merriam, præsident for The Carnegie Institution.

Von Königswald skrev med det samme til Merriam, at han var på tærsklen til at gøre nye vigtige fund af Pithecanthropus. Merriam indbød von Königswald til Philadelphia i marts 1937 for at deltage i Symposium of Early Man, der blev sponsoreret af The Carnegie Institution. Der mødte von Königswald mange af verdens ledende videnskabsmænd indenfor menneskets forhistorie. Et af mødets formål var at danne en bestyrelse for The Carnegie Institutions finansiering af palæantropologisk forskning. I den forbindelse blev den forarmede von Königswald udnævnt til forskningsmedarbejder ved The Carnegie Institution og fik stillet et stort budget til rådighed.

Udrustet med Carnegie-fondens penge vendte von Königswald tilbage til Java i juni 1937. Han ansatte flere hundrede indfødte til at finde flere fossiler. Og flere fossiler blev der fundet, men næsten alle var kæbe- og kraniefragmenter fra dårligt specificerede overfladelokaliteter nær Sangiran. Von Königswald selv opholdt sig i Bandung 300 kilometer fra Sangiran, men somme tider rejste han til Sangiran efter at være blevet underrettet om et fund.

I efteråret 1937 sendte Atma ham et tindingeben, der tilsyneladende kom fra et tykt, fossilt hominid-kranie. Dette eksemplar skulle være fundet nær bredden af floden Kali Tjemoro. Von Königswald tog nattoget til det centrale Java og ankom til stedet den næste morgen. “Vi mobiliserede så mange samlere som muligt,” skrev von Königswald. “Jeg havde fragmentet tilbage med mig. Jeg viste det frem og lovede 10 cent for hver eneste yderligere stykke, der tilhørte kraniet. Det var mange penge, for en almindelig tand gav kun en halv eller en hel cent.”

Det stærkt motiverede mandskab fandt hurtigt de ønskede kraniefragmenter. Von Königswald mindedes senere: ”Der på bredden af en lille flod, der næsten var udtørret på den årstid, lå stumperne af et kranie, der var vasket ud af sandstenene og komglomeratet, der indeholdt Trinil-faunaen. Sammen med en hel flok spændte indfødte kravlede vi op ad bjergsiden og indsamlede hvert eneste knoglefragment, vi kunne finde. Jeg havde lovet en sum på ti cent for hvert eneste fragment fra dette menneskekranie. Men jeg havde undervurderet mine brune samleres forretningssans. Resultatet var forfærdeligt! Bag min ryg brækkede de større stykker i mindre stykker for at forøge det solgte antal!…Vi indsamlede omkring 40 stumper, blandt hvilke 30 tilhørte kraniet…De dannede en fin, næsten fuldstændig Pithecanthropus-kranieskal. Nu havde vi ham omsider!”

Hvordan vidste von Königswald, at stumperne, der blev fundet på jordoverfladen, virkeligt kom fra Mellem Pleistocæn, som han hævdede det? Man kan spørge, om det ikke er lige så sandsynligt, at de indfødte samlere havde fundet et kranie et andet sted og slået det i stykker, hvorefter de sendte et stykke til von Königswald og spredte resten ud på bredden af Kali Tjemoro?

Von Königswald stykkede et kranie sammen fra de 30 stumper, han havde indsamlet. Han kaldte det Pithecanthropus II og sendte en foreløbig redegørelse til Dubois. I mellemtiden var Dubois nået frem til, at hans oprindelige Pithecanthropus var en fossil abe. Han afviste von Königswalds rekonstruering og beskyldte ham for at have forfalsket den. Han trak senere anklagen tilbage og sagde, at fejlene, han kunne se i von Königswalds rekonstruering, sandsynligvis ikke var tilsigtede.

Ikke desto mindre vandt von Königswalds position støtte. I 1938 skrev Franz Weidenreich, tilsynsførende med udgravningen af Beijing-mennesket i Zhoukoudia­n, i Nature, at von Königswalds nye fund med sikkerhed havde etableret Pithecanthropus som en menneskelig forfader.

Von Königswald var aktiv indtil 1941. En række fund, der blev gjort af betalte samlere, tilskrives ham fra den tid. I nyere tid har P. Marks, T. Jacob, S. Sartono og andre også gjort fund af Java-mennesket. Ligesom von Königswalds fund kommer disse fra indfødte samlere og er næsten alle overfladefund.

Ikke desto mindre accepteres disse fossiler fra Sangiran som ægte. Cremo og Thompson skriver i den forbindelse i Forbidden Archaeology: ”Hvis afvigende gamle menneskefossiler blev fundet under tilsvarende omstændigheder, ville de blive udsat for en nådesløs kritik. Som altid er vores pointe, at man ikke kan have en dobbeltstandard i vurderingen af palæantropologiske beviser – en umulig streng standard for afvigende fund og en exceptionel lempelig standard for acceptable fund.”

Vildledende fremstillinger af Java-fundene

De fleste standardbøger om menneskets udvikling indeholder, hvad der ligner en overbevisende række beviser for Homo erectus på Java for imellem 0,5 og 2,0 millioner år siden. Et eksempel er The Fossil Evidence for Human Evolution (1978) af W. E. Le Gros Clark, professor i anatomi ved Oxford, og Bernard G. Campbell, professor i antropologi ved University of California i Los Angeles.

Le Gros Clark og Campbell nævner ikke, hvor tvivlsomt det er at tilskrive lårknoglen og hovedskallen, der blev fundet 15 meter fra hinanden med et års mellemrum, til samme individ. I stedet skriver de: “De samlede beviser taler så stærkt for deres naturlige forbindelse, at dette er blevet alment accepteret.”

Om lårknoglerne, der blev fundet i kasser i Holland over 30 år efter deres udgravning, skrev Le Gros Clark og Campbell, at de kom fra ”…Kabuh-formationens Trinil-aflejringer,” selv om disse fossilers oprindelige placering er ukendt.

På samme måde giver Le Gros Clark og Campbell de fossiler, der tilskrives von Königswald såvel som dem, der senere blev indberettet af Marks, Sartono og Jacob, kalium-argon-aldre på 0,7 til 1,9 millioner år. Dette ser overbevisende ud, hvis man ikke ved, at kalium-argon-datering ikke måler et fossils alder, men kun den vulkanske aflejring, som fossilet findes i eller under. Da alle disse fund er overfladefund og deres oprindelige placering er ukendt, er en kalium-argon-datering af dem slet ikke mulig. Hvilke motiver Le Gros Clark og Campbell, to tilsyneladende eksperter på deres felt, havde til denne videnskabelige uærlighed, kan man undre sig over.

Konklusion

I dag kaldes Java-mennesket ikke Pithecantanthropus, men sammen med Beijing-mennesket og andre for Homo erectus. I 1984 fandt Richard Leakey et næsten fuldstændigt Homo erectus-skelet i Kenya. Lårknoglerne fra dette fund var væsentligt forskellige fra moderne menneskers. Om Java-fundene sagde Leakey og hans kolleger: “Fra Trinil, Indonesien, er der flere fragmentariske og en fuldstændig (men patologisk) lårknogle. På trods af, at det var disse eksemplarer, der gav arten dens navn, er der tvivl om, hvorvidt de tilhører H. erectus med den sidste enstemmige mening, at det gør de sandsynligvis ikke.”

Ifølge moderne forskere tilhører Trinil-lårknoglerne altså ikke Homo erectus, men minder slående om Homo sapiens. Lårknoglerne er normalt blevet accepteret som bevis for et abemenneske, der levede for 800.000 år. Nu ser det ud til, at vi kan acceptere dem som bevis for anatomisk moderne mennesker, der levede for 800.000 år siden, da kun Homo sapiens vides at have menneskelignende lårknogler.

Hvad overfladefundene angår, er disse alle rester af kranier og tænder, hvis morfologi hovedsageligt er abelignende med enkelte menneskelignende træk. Fordi deres oprindelige stratigrafiske placering er ukendt, viser disse fossiler blot eksistensen af et væsen med et hoved, der havde både abelignende og menneskelignende træk, på et ukendt tidspunkt i fortiden.

Selv om fundene på Java blev anset som støtte for en bestemt ide om menneskets udvikling og brugt til at forkaste andre teorier, der gav mennesket en højere alder, ser det ud til, at Java-fundene og de konklusioner, man har udledt deraf, med god grund selv kan betvivles .

*****

Ovenstående bygger på et resumé af Kapitel 8 fra Forbidden Archeology af Michael Cremo og Richard Thompson (Bemærk, at der er lagt links ind til bogen og forfatterne). Jeg arbejder i øvrigt for tiden på en dansk oversættelse af Forbidden Archaeology, der forventes at udkomme til foråret.