Hvad er Intelligent Design?
For at sige det enkelt, er Intelligent design påvisningen af symptomer på intelligens. Tag to arkæologer, der undersøger en flintesten, de har fundet. De diskuterer, om der er symptomer på intelligent arbejde på stenen, eller om alt kan forklares ved naturlige processer. Det er en diskussion af intelligent design. Hvis de rent faktisk slutter, at der er spor af intelligent arbejde på stenen, er deres konklusion en intelligent design-konklusion. Intelligent design handler ikke om andet end denne påvisning af symptomer på intelligens.
At intelligent design i dag er kontroversiel i moderne videnskab skyldes, at nogle videnskabsmænd har vendt blikket imod de biologiske organismer og livsfænomenet generelt og hævder, at efter ethvert standardkriterie, som man vurderer intelligent design efter, er der også intelligent design i livet. Dette skaber røre i det videnskabelige etablissement, der i snart 150 år har haft en opfattelse af, at alt ved livet kan forklares af naturlige processer, hvor ’naturlig’ her betyder fysikkens og kemiens love, som vi kender dem. Denne protest imod intelligent design er ikke videnskabelig, men filosofisk. Det kontroversielle er, at intelligent design sætter spørgsmålstegn ved materialismen, hvor materialisme her betyder filosofien om, at alt skal forklares ved materielle årsager.
Udelukker intelligent design Darwin og evolutionsteorien?
Ikke nødvendigvis. Man kan sagtens forestille sig, at en intelligent designer har skabt livet ved at lade det gennemløbe en evolutionsproces. Intelligent design er kun imod BLIND evolution, dvs. påstanden om, at blinde fysiske og kemiske processer kan forklare alt ved livet, for moderne eksperter i intelligent design siger, at der er træk ved livet, som kun kan tolkes som intelligent design.
På den anden side er intelligent design åben overfor andre forløb end den form for udvikling fra en fælles stamfader, som Darwin talte om.
Er intelligent design videnskab?
Ja, hvis arkæologi er videnskab, er intelligent design også videnskab. Ligesom arkæologi tager intelligent design også udgangspunkt i konkrete observationer og hævder, at den bedste forklaring på disse observationer er, at de skyldes en intelligent årsag, og at fysiske og kemiske processer inklusive Darwins naturlige udvælgelsesproces ikke kan forklare disse observationer.
Er intelligent design religion?
Nej, intelligent design er naturvidenskab. Men i modsætning til den blinde evolutionsteori åbner intelligent design muligheden for religion. Ja, i praksis anser de fleste efter at have sluttet, at der er intelligens bag livet, som vi kender det her på jorden, en form for religion som den bedste forklaring på dette. Men ikke nødvendigvis alle. For eksempel så Francis Crick, der fik nobelprisen for opdagelsen af DNA-molekylets struktur, design bag livet, fordi det er alt for komplekst til at kunne være opstået i jordens levealder. Han mente, at livet var opstået et andet sted i universet og kommet hertil på rumskibe. Francis Crick var dermed også fortaler for intelligent design, men ikke for religion; han var fortsat ateist.
Læs også Bill Dembskis artikel om bevægelsen for intelligent design.
